Basil er nu blevet 15 mdr. Og hvilket fantastisk år vi har haft sammen. En masse dejlig træning har vi fået gjort, men der ligger selvfølgelig stadig meget mere foran os.

Når man har ny hvalp, er det også sjovt at følge lidt med i andre mere eller mindre jævnaldrende hvalpe og nu unghunde. Og jeg har lagt mærke til at mange skriver om ”teenageren der pludselig intet husker af det den har lært”, ejere der pludselig har meget svært ved at få kontakt med ”hormonbomben” etc. Og ja, vores unge hund gennemgår selvfølgelig en både mental og fysiologisk udvikling i denne periode. Men jeg har aldrig hverken tænkt særlig meget over, eller lagt mærke til,  det der nogle kalder for ”teenageren” hos de hunde jeg har haft. Hos Basil er der ikke rigtig nogen anden forandring end at han er blevet ordentligt færdigudviklet motorisk, og at han har forøget sin træningskapacitet med et gear mere. Og det er bare for fedt! Men jeg kan da ikke sige at der ikke kan komme udfordringer henad vejen. Selvfølgelig kan der det. Men de har ikke meldt sig endnu. Han har selvfølgelig endnu ikke fået lært alt det jeg har planer for med ham, men det er jo bare en on-going proces – mere træning endnu.

Nu er der jo selvfølgelig virkelig stor forskel på hunde adfærdsmæssigt – både racer imellem men også mellem individer inden for racen. Og denne forskel skyldes både den ”pose gener” vores hund består af. Men det skyldes i høj grad også noget andet: Den mængde træning og kvaliteten af den træning man har lagt i sin hund indtil nu. Og det er derfor klart at man som førstegangshundeejer godt kan blive taget lidt med bukserne nede når hvalpen vokser, bliver selvstændig, eller at nogle adfærdstræk bliver mere synlige eller markante i takt med at den vokser og modnes. Og nogle ting kan sandelig også komme lidt bag på den erfarne hundeejer. Mange tillægger den øgede mængde hormoner hos vores hunde stor betydning – og det har den helt sikkert også. Men tingene er ikke så enkle.

For nylig genlæste jeg en yderst interessant artikel af Gry Løberg om kastrering af hunde med adfærd i fokus. https://gryloberg.squarespace.com/manimal/kastrering-av-hunder-med-atferden-i-fokus .  Artiklen kommer bl.a. ind på hvor meget eller lidt hormoner påvirker adfærd. Dette er helt sikkert et meget komplekst emne men artiklen nævner flere interessante resultater af forskellige undersøgelser. Bla. siges der om testosteronmængder og aggression:

”Bl.a. ser vi økt hormonproduksjonen i forbindelse med puberteten som igjen er assosiert med en senket terskel for å vise ulike former for seksuell atferd. Vi ser i samme periode at hannhunder kan begynne å bli aggressiv ovenfor andre hannhunder, vi ser en senket terskel for generell aktivitet. Hannhundene urinmarkerer mer g de får en økt terskel for smerte og frykt.Aggresjon er også selvforsterkende slik at for hver gang en hund er involvert i en aggressiv situasjon vil den med større sannsynlighet være aggressiv i en liknende situasjon.Vi ser at det er økt nivå av testosteron hos de som er aggressive. Derfor er det lett å tenke seg at et forhøyet testosteronnivå fører til et forhøyet aggresjonsnivå. Men egentlig er det primært et forhøyet aggresjonsnivå som fører til økt testosteronproduksjon. ”

Og længere nede:…

”Dette viser at atferden er relativt stabil i forhold til varierende testosteronnivåer.Testosteron fører ikke til aggresjon, testosteron øker aggresjon som allerede er til stede. Kastrering reduserer aggresjon, den fjerner den ikke. Sosial erfaring kan ha større effekt på atferd enn hormoner / kastrering.”

Det synes jeg var yderst interessant. Nu er aggressiv adfærd ikke det eneste problem vi kan få, men eksemplet her viser med tydelighed at vores hund ikke har skiftet personlighed fordi den kom i puberteten – tendensen eller adfærdstrækket var der i forvejen og er bare blevet mere tydeligt. Og for hver gang hunden har været i en situation hvor adfærden er kommet frem, vil den også have været udsat for læring! Den kan være udsat for forstærkning + et eventuelt efterfølgende øget testosteronniveau som resultat.

Ok, den unge hund bliver altså ikke besværlig eller udvikler problemer bare pga. hormoner, og det er heller ikke bare dig som hundeejer – erfaren eller uerfaren – der bærer ansvaret alene for at det sker. Hos Gry Løberg finder vi flere interessante artikler om hvor problemadfærd kan komme fra. Blandt disse:

http://www.manimal.no/?fbclid=IwAR04l5jzQbGBfHUplSjWHu-9ptx46r-rbnyGJ3E4jqWmZFpDFpHdUfpXZnw

http://www.manimal.no/?fbclid=IwAR04l5jzQbGBfHUplSjWHu-9ptx46r-rbnyGJ3E4jqWmZFpDFpHdUfpXZnw

Her kan man læse at visse problemadfærd har større arvbarhed end hvad nogle opdrættere er klar over. Så der ligger faktisk et stort ansvar hos opdrætterne også.

Men som man også kan læse i disse artikler, er forklaringen aldrig bare enten arv eller miljø. Det er altid begge dele. Det lette eller mere besværlige hundehold man står med nu med den unge hund, vil jo bare være et resultat af hvad og hvor meget man har trænet og ellers lavet med den ”genetiske pakke” man købte hos opdrætteren.

Så en af grundene til at det er let for mig (i hvert fald indtil videre), er sikkert at jeg har valgt en opdrætter der vidste hvad hun lavede, og har gjort sig umage på mange fronter. Valg af forældre og ikke mindst fokus på epigenetiske forhold etc etc. Og så er racen jo også generelt kendt for at være mere trænbar end gennemsnittet.

Og dernæst vil jeg da ikke undlade at pudse min egen glorie. Jeg har gjort et meget stort stykke træningsarbejde fra dag 1 siden Basil flyttede ind. Jeg har ikke bare miljøtrænet og socialiseret og ladet ”hvalpen være hvalp”, som nogle ynder at sige det. Jeg har også trænet en masse på gode og vigtige grundfærdigheder. Det er ikke uvæsentligt at have oparbejdet træningserfaring, belønningsinteresse og en vis grad af automatisering af vigtige adfærd/færdigheder hos hvalpen, INDEN den begynder at blive mere interesseret i omverdenen generelt – mere ”selvstændig” – eller opdager at det modsatte køn kan være af overordentlig stor interesse.

Den lille hvalp der ikke udforsker verden helt så meget som den unge hund, kan virke mere ”lydig” og let at kalde til sig af den simple grund at den ikke tør at blive efterladt. Det kan forlede nogle til ikke at træne særlig meget for det går jo meget godt og er nemt….lige nu. Men den dag lille Fido er blevet kønsmoden og opdager tævernes interessante dufte, vildtets spændende verden mm., ja så ligger der ikke en solid forstærkningshistrorik til at hjælpe dig med kontakt! Man kan egentlig bare sige at puberteten er/kan være en øgning i miljømæssige træningsforstyrrelser. Og hvor godt du klarer at kunne få kontakt med din unghund, vil i nogen grad afspejle det stykke arbejde du træningsmæssigt har lagt i den indtil nu. Hvad vil jeg sige med alt dette her?

Vi kan ikke ændre på gener men vi kan gøre os umage for at vælge en god hvalp fra en god opdrætter. Og herfra handler det om at bruge en MASSE tid på at lægge det bedste fundament træningsmæssigt. Vores relation til hunden bygges af den forstærkningshistorik vi lægger i forholdet. Jo tidligere man lærer sin hund træningskoncepter, jo nemmere bliver den at have med at gøre senere. Det er meget enkelt.

Tænk på at det er lige så vigtigt at du kan få kontakt med din hvalp i nye miljøer som det er at den ikke er utryg i nye miljøer. Og når det gælder socialisering, er dette også vigtigt at balancere. Hvalpen skal ikke være utryg ved fremmede mennesker eller andre hunde, men den skal også kunne vælge dem fra og have kontakt med dig. Det er vigtigt ikke bare at opbygge en stor forventning om leg og kontakt med hunde og mennesker hos hvalpen så den fuldstændig glemmer alt om sin fører hver gang den ser en anden hund eller person. Så træn med din hvalp – lige fra den dag den flytter ind. Og hvis du har vanskeligheder nu, så må du bare smøge ærmerne op og give den gas med træningen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *