Hvis du træner med din hund – eller ”opdrager” den i hverdagen, har du brug for at kommunikere med den om hvad du gerne vil have den til at gøre. (Og mange vil også sige: hvad de IKKE vil have den skal gøre…men det er en anden historie).
Ok, du ved helt sikkert godt at det er smart at belønne for det vi gerne vil have. Og når det gælder almindelige hverdagsting, er der ikke altid brug for den store præcision. Men hvis man træner hundesport, kan der i meget større udstrækning være behov for at kommunikere hvad man PRÆCIS vil have hunden til at gøre.
Vi skal på en eller anden måde fortælle hunden at det den gør nu, er rigtigt. Hunden lærer ret hurtigt hvad der sker i situationen. Mange hundeejere siger ”DYYYGTIIIIG” og snakker måske længe og rosende og giver også godbidder eller andet. For os mennesker er det indlysende at tale for at informere/kommunikere at det der er rigtigt. Det er det ikke for en hund. Men hunde er fænomenale til at observere og ser at ”mor/far” tager hånden til lommen/eller bevæger arm/hånd hvor belønningen er synlig, imens der snakkes i et væk i begejstring, og vovse får godbidder/leg og andre herligheder. Imens hele den procedure står på, kan hunden nå at udføre mange adfærd – rejse sig fra dæk, hoppe ind foran dig i fri ved fod, flytte sig ud til siden fra plads og meget andet. Med andre ord: Det kan blive svært for hunden at finde ud af hvad præcis det egentlig var der var rigtig adfærd som førte til belønning.
Hvis vi skal kommunikere tydeligt til hunden hvad der fører til at den får sine godbidder, legetøj etc., så må det ske på en effektiv måde. Og det er selvfølgelig derfor jeg bruger en klikker.
Et klik er en lyd der er neutral i udgangspunktet – den giver ikke en masse ekstra information som din stemme f.eks. gør (humør, træt, frisk etc) – den er præcis og kan høres ret godt også ved anden støj i miljøet. Når du parrer klik og belønning, lærer hunden at dette betyder frikadelleregn på vej. Men for at få klikket til at blive så effektivt som det faktisk kan være, er du nødt til at overholde nogle regler for brugen af den hvis det skal være klar kommunikation. Klikkeren bliver ikke smartere end hvad den der holder den i hånden gør den til.
Et klik er en såkaldt ”betinget forstærker” – noget der fortæller at belønningen er på vej. Men alle som træner med belønning, vil opbygge en betinget forstærker også selvom de ikke bruger en klikker. Og nogle går rundt og bruger en klikker uden at det er den som har den egentlige funktion som betinget forstærker.
Alt muligt kan få funktion som betinget forstærker: Ros, din håndbevægelse som starter belønningsproceduren, en fløjte, en figurant der sætter i bevægelse under bidetræning og meget, meget mere. (Og hvis du straffer, vil der også være betingede frygtstimuli. Altså noget der indikerer at ubehag vil komme. Det kunne være din stemmeføring, ansigtsudtryk, raslen med halsbånd etc.)
Så det som er helt afgørende, er at du bruger den på den rigtige måde hvis den skal have funktionen som betinget forstærker. Nogle af reglerne kommer her:
- Et klik skal altid følges af den rigtige belønning. Klikket er en lovning på belønningen, og hvis du begynder med ”tomme” klik, holder du ikke hvad du lover. Klik fører da kun til at hunden MÅSKE får belønning, og kommunikationen er dermed uklar.
- Hvis klikket skal være den betingede forstærker, skal det komme først og ikke sløres af at du bevæger hånden mod lommen, snakker samtidig eller andet. Faktisk har forsøg vist at betingning sker mere effektivt hvis afstanden mellem ”stimulus” (f.eks. klik) og ”vigtig hændelse” er større end 0,3 sekund, og mindre effektivt hvis denne afstand er mindre end 0,3 sekund. (Se for eksempel Gregory Kimble, 1947).
Dette er helt overordnede regler for at klikket kan fungere som præcis kommunikation der udpeger præcis hvad vi ønskede at belønne for.
Men nu er der nogle der kan synes at det blev meget mekanisk og at hunden gerne må opleve at vi er glade, at vi skaber god relation. Men det gør vi netop allerede når vi betinger klikket. Denne betingning kaldes klassisk betingning og betyder at der også udløses reflekser (f.eks. begynder mange hunde at savle ved lyden af klikket) og følelser. Og selvom vi ikke ved så meget om hvad de føler, kan vi i hvert fald godt tro at der er tale om glæde og begejstring da det netop fører til at hunden får noget den gerne vil have. Og mange, mange ting kan fungere som forstærkere – ikke kun mad og leg. Vi bygger en stærk relation til hunden når vi klikkertræner – vi holder hvad vi lover og giver den de bedste muligheder for at opnå goder som jo kommer fra os.
Hvis du vil lære mere om klikkertræning, kan du tilmelde dig ”Årskursus i klikkertræning fra A-Z”